Stories and Stuff er fordi jeg ikke kan lade være! 


Siden jeg som barn var med min far på arbejde, har jeg været fascineret af mennesker, historier og smukke, gamle ting. 

Min far var antikvitetshandler i Damaskus i 1970’erne, 80’erne og 90’erne. Han tog mig med, når han var ude at opkøbe varer, som gennem generationer havde været ejet og brugt af forskellige mennesker: møbler, tæpper, vaser, smykker, lamper, etc. Jeg lyttede til historierne, som nogle gange gik flere hundrede år tilbage, og handlede om hvordan osmannerne havde begravet deres ejendele, da det store rige faldt, fordi de regnede med at komme tilbage. Eller om håndvævede boligtekstiler - tæpper, puder - hvis kvalitet overlevede flere generationer. Eller om smukt graverede og udsmykkede opbevaringsmøbler, som engang var blevet givet til et ungt par i bryllupsgave, og som senere var gået i arv.

Jeg begyndte selv at samle på alt muligt, fra antikke mønter, fyldepenne, ure til små møbler.  

Fra 2001-2005 havde jeg min egen butik i Damaskus, hvor jeg solgte smykker, tæpper og glasvarer. Jeg mødte hver dag spændende mennesker på gennemrejse og lyttede til nye historier fra alle verdenshjørner. 

I 2005 mødte jeg Anne og efter 7 år i Sverige, har vi boet i Danmark siden 2012. Jeg fik øjnene op for klassiske nordiske møbler - både retro og design - og drømmen om igen en dag at have mit eget slukkedes aldrig. 

Fra 2019 til 2021 arbejdede jeg hos House of Design i København, og fra februar 2021 fik jeg mulighed for at opstarte og drive et værksted hos Retrofabriken i Ringsted. 

Efter at de smukke gamle møbler med de mange historier havde været en del af mit liv i mange år, var jeg nu klar til at leve drømmen ud: 

Fra mit værksted i skønne Vigersted (nord for Ringsted) renoverer jeg møbler, skaber finurlige upcycling produkter til hjemmet, indkøber og livredder ting, som andre har opgivet, og står klar til at hjælpe dig med dit arvestykke, som måske har været glemt i en fugtig kælder eller bare trænger til en opfriskning. Og jeg hører meget gerne jeres historie. 

Jeg arbejder nænsomt og kreativt med træet, altid med dine ønsker i fokus. Ingen opgave er for lille eller for stor, og jeg har erfaring med et væld af forskellige træsorter og møbeltyper.

Anne er altid med på sidelinien, fordi hun har et godt øje og mange gode idéer. Hun kan se, om jeg har ramt farvenuancen rigtigt, og om hylden skal sidde i midten eller i toppen. Det er også hende, der betrækker sæder og hynder, og så står hun i øvrigt bag mange af vores upcyclede produkter. 

Vi køber, restaurerer og sælger løbende fine retro- og designfund, og du kan altid se aktuelle varer her på siden. Du er også meget velkommen til at komme forbi og se vores lagervarer, som vi løbende gør klar til salg; måske finder du noget, som skal hjem og bo hos dig - og som derfor skal forrest i restaureringskøen. 

Stories og Stuff er også min måde at bidrage til en bæredygtig verden. Jeg brænder for at bevare materialerne og at vise, at man ikke behøver smide ud og købe nyt. Jeg undres over, hvad man nogle gange smider ud og håber, vi kan blive endnu flere, som kan se mulighederne i de ting, som har mange år på bagen og mange historier i bagagen. Typisk er de gamle møbler af langt bedre kvalitet end de nye, og alene derfor kan det betale sig at beholde dem. Men jeg tror også på at restaurering og upcycling er vejen frem for jordens befolkning, hvis vi skal kunne give kloden videre til vores børn og børnebørn i nogenlunde stand. Kunne det ikke være fantastisk, hvis vi sammen kunne skabe en fremtid, hvor man siger til hinanden: "Den her stol har jeg arvet fra min mor, som havde arvet den fra sine forældre - og nu skal den snart have en tur igen hos Stories and Stuff, så den kan holde mange år endnu" ❤️ 


Address: Rusgårds Bakke 76, Vigersted, 4100 Ringsted
Mail: info@storiesandstuff.dk
Tlf: +4553775151

All rights reserved © 2021